På vores studiedag i dag fik vi til opgave at skrive en historie
fra vores praktik om Den upåagtede og
Den påagtede faglighed.
Jeg vil fortælle følgende historie fra praktikken:
På
mit praktiksted, som er en døgninstitution for fysisk og psykisk handicappede
børn og unge, havde vi planlagt en tur ud af huset med 2 beboere, 2 piger på 13
og 14 år, der begge er mentalt retarderede, den yngste uden talesprog. Vi ville
køre med husets bus hen til en legeplads, hvor målet var, at pigerne kunne gå
på opdagelse, bruge deres sanser, gå en tur i sneen, mærke den kolde vind i
ansigtet, måske røre ved sneen. Dette
var den påagtede pædagogiske
aktivitet.
Da bussen blev kørt frem, manglede den olie og blev kørt i
garagen igen. Vi ændre planerne: Vi ville cykle på dobbeltcykel hen ad
skovstien, men cyklen var flad. Nå, vi ændrede planen igen: Vi ville gå ned i
husets egen have. Stadig med det samme mål.
Det næste vi foretog os, vil jeg beskrive som den upåagtede faglighed. Det er rytmen, som handler om at forbinde det,
der er gået forud med det, der skal ske efterfølgende. Foregår dette forløb
hensigtsmæssigt, er det med til at skabe den rytmiske kvalitet.
Pigerne fik overtøjet på og vi skulle ned i haven. Her
planlage vi hvor vi satte pigerne, mens de fik deres overtøj på, for hvis de sad sammen, ville de forstyrre
hinanden. Den yngste pige ville ikke selv kunne gå hele vejen ned i haven, så
vi fandt en kørestol frem til hende. Den ældste skulle gerne følges ned i haven
til sidst, for ellers ville vi risikere, at den anden pige skulle gå fordi hende, og så ville det blive
svært for hende. Den ældste pige træder også altid ind i skolebussen til sidst, når de skal afsted om morgenen. Det
er en praktisk, men ikke uvæsentlig handling, for at lette den daglige rytme.
Da vi var kommet ned med elevatoren og om til den dør, der
giver adgang til haven, ville pigen ikke ud af kørestolen (stolen skulle ikke
med ud), så jeg endte med at køre den udenfor og låste hjulene. Så kunne pigen
selv bestemme, om hun ville være iagttager fra stolen, eller hun selv ville
rejse sig op.
Da den anden pige kom ned, gik der ikke lang tid før den
første pige rejste sig fra stolen, kom hen og tog min hånd og pegede på en
kælk: Så fik hun en køretur. Dét kunne hun lide. Den anden pige fik først håret
blæst ind i nogle grene og græd højlydt. Da hun var kommet sig lidt over det,
fandt hun en skovl og begyndte at kaste med sneen og grinede højlydt.

Det var nogle rigtig gode eksempler Anne Mette på den påagtede og upåagtede faglighed. Jeg synes, du har nogle gode fokuseringer af fagbegreberne i dit indlæg, det at inddrage de faglige begreber gør det bliver nemmere at få pointerne frem.
SvarSlet