Kvalitative eller kvantitative metoder?

(Dette indlæg refererer til casen om William.)

Hvilke fordelagtige konsekvenser har undersøgelsen? 

Målet for undersøgelsen: Med casen har vi oplevet at der er mange forskellige holdninger til, hvordan man vil handle på situationer, hvor børn selvstimulerer og hvordan man griber situationerne an. Vi frygter at det, at der er flere forskellige tilgange, kan have negative konsekvenser for barnet. Vi håber med spørgeskemaet, at det vil være med til at sætte gang i refleksioner, overvejelser og gode diskussioner, for at få lavet handleplaner for lignende situationer 

Da vi har valgt at have fokus på pædagogernes holdninger og handlemåder ift. til casen, giver det mening at vælge at bruge den kvalitative metode, derfor har vi valgt ikke at bruge den kvantitative metode.  

Med den kvalitative metode har vi mulighed for at spørge: barnet, forældrene og personalet. 

Vi vælger ikke at interviewe barnet, da vi ikke mener det er etisk forsvarligt, for os at gøre, da den fornødne faglighed ikke er en del af vores faglighed. Da vi ikke ved, hvad der ligger til grund for barnets handlinger, frygter vi at vi kan åbne op for problematikker, der kan ligge uden for vores faglighed. 

Vi vælger i stedet at interviewe pædagogerne, da vi tænker, at pædagog/forældre -samarbejdet er vigtigt, da pædagogerne har den fornødne relation til forældre, som gør at de kan tale om et måske tabubelagt emne, som ville være svært at få en konstruktiv samtale om, som udefrakommende. 

Pædagogerne har derudover også en professionel funderet etik, som man ikke kan forvente at forældrene har. Vi kan med andre ord ikke forudsige, hvordan forældrene vil reagere på at få at vide, at barnet selvstimulerer sig. Vi forventer af det pædagogisk personale, at der f.eks. ikke sker en fordømmelse eller at de får barnet til at føle sig forkert. 

Ved at vælge den kvalitative undersøgelse får vi data på hvad det pædagogiske personales meninger om emnet er og understøtter den føromtalte refleksion, dermed tager vi Brinkmanns tanker om ikke at efterlade de adspurgte dårligere stillede end før, da de får mulighed for at komme frem til en handleplan, som vil være til gavn for børn. 

Lavet af Carsten, Thomas Hjort, Casper og Lone.

Etiske dilemmaer

Case:
William på 4 går i børnehave. Det pædagogiske personale oplever til tider at William har problemer med de sociale interaktioner. Det virker som om at han tit går i sin egen verden og er svær at komme i kontakt med. William er ofte i en tilstand af low arousal og det pædagogiske personale er nødt til at “vække” ham før man kan komme i kontakt med ham. 

William er begyndt inden for de sidste par måneder at onanere. William gør det ikke kun når han er alene, han gør det stort set i alle situationer og sammenhænge i løbet af hans dagligdag i børnehaven. William gnubber sig op af genstande og han kan finde på at onanere når han sider ved det pædagogiske personale.  Det pædagogiske personale oplever især i situationerne hvor William onanere, at han er i sin helt egen verden og det ser ud som om, at han ikke onanere for at få opmærksomhed. Han har svært ved at udsætte sine behov. 

Williams adfærd i forhold til hans onani bringer det pædagogiske personale i en lang række etiske dilemmaer: 

Hvorfor er det at William har brug for at onanere i den grad, han gør det? Er det rent faktisk et råb fra William om at blive set og hørt af de andre børn i børnehaven? Skal det pædagogiske personale være mere opmærksomme på at fremhæve William i en positiv sammenhæng for at gøre ham mere attraktiv for de andre børn. Vi tænker ikke at hans onani og den tilstand han kommer i, gør ham særlig attraktiv for de andre børn. Hvis det er fordi han mangler stimuli, så kan man sætte pædagogiske aktiviteter i gang, som kunne stimulere hans sanser evt. massage eller et motorikforløb. 

Os som gruppe, kan være bange for at William ekskluderer sig selv fra de andre børns fællesskaber ved hans adfærd. Det er problematisk for det pædagogiske personale på den ene side at anerkende Williams lyst og følelser, og på den anden side bede ham om at stoppe det og vente til han kommer hjem, med fare for at gøre ham forkert - og kan man bede ham om at vente til han kommer hjem, hvis det er så stort et behov for ham? 

Der er en pædagogisk udfordring. Skal/kan man aflede eller forebygge?  Hvis man henviser til, at han kan gøre det et andet sted i børnehaven, kommer vi så til at opfordre ham til at ekskludere sig selv, eller vil det på længere sigt gavne hans deltagelse i fællesskabet? Det pædagogiske personale overvejer om det er hensigtsmæssigt for William at han onanerer i det offentlige rum i institutionen. William er ikke selv i stand til at se konsekvenserne af hans handlinger. Det pædagogiske personale overvejer, om der skal indkaldes til møde med Williams forældre hvor de vil informere dem om situationen, eller om en garderobesnak er nok til at starte med. Er det okay at tage den snak i garderoben, rent etisk? For hvis man indkalder til møde, kan snakken blive blæst op til et kæmpe problem. 

Lavet sammen med Lone, Thomas Hjort, Casper, Nabila og Carsten

4. Eksperiment

4. 
   

Som handlemuligheder vil vi blive bedre til at forudse de typiske konflikter og lave regler eller retningslinjer for leg evt. som aktiviteter sammen med børnene. Vi vil være konkrete overfor børnene og overfor hinanden i personalegruppen, sætte struktur på dagen; hvem gør hvad. Sørge for at få talt sammen om hvad der er vigtig at nå og hvad der kan gemmes til evt. en anden dag. Vi synes det er vigtigt at inddrage børnene i de praktiske gøremål og på den måde gøre det til pædagogiske tiltag, hvor vi udvikler børnenes ansvarsfølelse i forhold til fællesskabet og at ting ikke sker af sig selv; skraldet skal i den store skraldespand, borde skal tørres af, rulleborde skal dækkes osv. Det styrker deres oplevelse af sammenhæng. Derudover understøtter det arbejdet med de seks læreplanstemaer, som institutioner i Aarhus kommune er underlagt.  

Læreplans-temaerne er: 

• Alsidig personlig udvikling 

• Sociale kompetencer 
• Sprog 
• Krop og bevægelse 
• Natur og naturfænomener 
• Kulturelle udtryksformer og værdier. 
• 
  

Lavet i samarbejde med Lone Stubberup og Thomas Hjort

3. Begrebsdannelse

Noget af det vi oplever, når bliver presset på tid og resurser, er at vi bliver mere diktatoriske (Spatel: Opdragelses-stile) og styrende (Ida Schwartz: De 4 magtformer). Vi går fra en autoritativ stil over til den autoritære stil i vores måde at være overfor børnene og kollegaer. Dette medfører at vi ikke får set det enkelte barn og dets “dagsform” og handlet derefter.  Vi har en tendens til at bruge mere direkte magt i de pædagogiske processer, når vi har færre hænder, og vi uddelegerer opgaver i stedet for at inddrage børnene og kollegaerne.  

Lavet i samarbejde med Lone Stubberup og Thomas Hjort

2. Eftertænksomhed (Kolbs læringscyklus)

2. 
   

Vi oplever i vores praksis at der i perioder, af forskellige grunde, er mangel på personale. I den ideelle verden, hvor der ikke er pludselig sygdom, langtidssygemeldinger, kurser, møder, ferie, barnets første sygedag osv., er normeringen ofte på kanten til at være god nok. Uforudset fravær som f.eks. sygemeldinger om morgenen oveni planlagt fravær med tilkaldte vikarer, gør at hverdagen kan være svær at få til at hænge sammen, da det ikke altid er til at finde yderligere vikarer til at dække ind for manglende personale.  

Dette kan medføre en praksis hvor man ikke kommer i dybden med konflikter i børnegruppen, ikke “ser” de stille børn, ikke kan gå i dybden med pædagogiske aktiviteter, som kræver en nærværende voksen, f.eks. perler, sy, klippe/klistre, læse osv. En form for “overfladepædagogik “. Vi ser at nogle børn bliver tabt fordi der bare ikke er tid nok til at yde individuelle hensyn til det enkelte barn.  

Lavet i samarbejde med Lone Stubberup og Thomas Hjort.

1. Erfaing (Kolbs læringscyklus)

Dilemmaet for os består i, at vi synes vi skal være “mere” på gulvet og gå i dybden med pædagogikken, men er nødt til at få det bedste ud af de rammer og ressourcer vi har. I en travl hverdag, står vi overfor en slags “overfladepædagogik”, hvor vi slukker “ildebrænde”, de stille børn bliver “overladt” til sig selv og de børn der har brug for ekstra omsorg bliver forsømt.  

Lavet i samarbejde med Lone Stubberup og Thomas Hjort.

Spejling

Spejling er en terapeutisk metode, der er udviklet af psykolog Lars Rasborg. Metoden er tiltænkt svigtede børn, hvor andre metoder ikke virker. Det har siden vist sig, at metoden er god til alle børn. Rasborg blev, efter at have arbejdet i en børnehave, nysgerrig på, hvorfor andre typer af adfærdsregulerende metoder ikke virkede på nogle børn.

Hvad er spejling?
1. En spejling er en beskrivelse af, hvad barnet måske tænker og føler, og af, hvordan det måske kan forstås. En spejling indeholder ikke noget om, hvad den voksne tænker, føler eller gerne vil have barnet til at gøre.
2. Spejlingen er en formodning: ”Måske tænker du…”, for vi kan hverken se tanker og følelser eller se, hvordan de kan forstås.
3. Spejlingen er et udsagn, aldrig et spørgsmål. Derved kræver den ikke et svar af barnet. 
4. Barnet kan gøre, hvad det vil med spejlingen: lytte til den, holde sig for ørerne, lave lyde, kommentere m.m.

Spejling kan deles op i simpel og beriget spejling. Simpel spejling er der hvor man som den professionelle part spejler den anden part med dennes egne ord uden tolkning. Som professionel har man en vis magt, da man spejler det, som man umiddelbart tillægger betydning. Ved beriget spejling bruger man andre ord og vendinger, for at komme tættere på (eller forklare) den andens budskab. Her tolker og bearbejder man de ord, der er blevet sagt. Samtidig aflæser man på den andens reaktion, om man har tolket rigtigt og forsøger igen, hvis man har ”gættet” forkert.

Hvad er jeg-støtte?
1. Jeg-støtte består i sin grundform i skridt for skridt at guide barnet gennem handlingsforløb ved at være tæt på barnet og give det små, enkle anvisninger uden forklaringer. 
2. Anvisningerne bør indeholde så små krav, at det må forventes, at barnet kan indfri dem. 
3. Den voksne tager ansvar for, at det går godt, og giver, hvis det alligevel ikke går godt, en ny og bedre støtte. 
4. Varianter af jeg-støtte kan være at sænke kravene til barnet, hjælpe det mere og at gøre situationen mere overskuelig.

Jeg-støtten kan bruges efter spejlingen, hvis barnet har brug for yderligere hjælp til at komme videre. Via guidning kan man hjælpe det videre og vise, at man kan rumme de følelser, barnet har. 

Direkte og indirekte spejling
Fra praksis har vi erfaring med begreberne direkte og indirekte spejling. Direkte spejling er hvor den voksne spejler barnet og er overordnet det samme som simpel og beriget spejling. Indirekte spejling er hvor to voksne overfor hinanden forsøger, at spejle de følelser barnet kunne have, ved at lægge det over på dem selv. Et eksempel på dette kunne være: ”kender du det med, at man kan blive så gal, at man ikke kan lade være med at græde og slå”. Indirekte spejling kan benyttes af både det pædagogiske personale, af forældre og i et samarbejde mellem disse. Der hvor indirekte spejling kan være godt at benytte, er når et barn er svært at nå ind til, enten på grund af vrede, indelukkethed eller voldsom gråd. En anden vinkel på denne type spejling er, at barnet lærer, at det ikke er alene om at have visse følelser og reaktioner og at det også er noget de voksne kender til.

Hvad er holding?
Holding er også en metode den professionelle kan anvende, hvis andre metoder ikke virker. Det kortsigtede mål med holding er at skabe kontakt til et barn, der generelt undviger nærkontakt. Det langsigtede mål er, at hjælpe barnet til en tryg tilknytning til de nærmeste voksne. Holding- begrebet kommer fra den britiske læge og psykoanalytiker Winnicott (1896-1971).  Han kiggede på kontakten mellem mor og spædbarn, hvor moderen holder på barnet, og når barnet er uroligt og kan tænkes at føle, at det er ’ved at falde fra hinanden’ eller ’gå i opløsning’, så samler hun det med sin ’holden om det’. Barnet mærker den voksnes ro og kropsignaler, og ved spejlingen her, finder barnet ro. Metoden er god til dem som har oplevet tilknytningsforstyrrelser, og derfor ikke har tiltro til nærkontakt med andre (herunder bl.a. adoptivbørn).

Kram og kropskontakt udløser hormonet Oxytocin, som skaber et bånd mellem mennesker. Dette er vigtigt at opbygge så tidligt som muligt.

Udarbejdet af Thomas Hjort, Lone og Anne Mette