Dokumentation i teori og praksis i pædagogisk arbejde

Jeg har på studiedagen valgt dette billede som et symbol på min pædagogiske praksis i mit praktikforløb. Jeg har i min praktik haft fokus på en 13-årig pige, der er mentalt retarderet. Hun har en ting, der betyder rigtig meget for hende. Hun elsker den ting. Hun kan faktisk blive draget af den ting. Så den ting bliver brugt som motivation, når andet ikke lykkes. ..hun elsker mad. En rest frikadeller på et fad kan virke så dragende på hende, at hun ikke mærker, at hun faktisk lige har spist. Det er som at se disse pingviner, der går målrettede efter havet, som om de aldrig har set det før!

Hvis pigen ikke vil ud af sengen om morgenen, så kan hun motiveres til det, ved at der bliver sagt, at hun skal have morgenmad – også selvom hun først skal i bad. Det er mig en gåde...den gik ikke i børnehaven!  

På vores studiedag i dag fik vi til opgave at skrive en historie fra vores praktik om Den upåagtede og Den påagtede faglighed.

Jeg vil fortælle følgende historie fra praktikken:

På mit praktiksted, som er en døgninstitution for fysisk og psykisk handicappede børn og unge, havde vi planlagt en tur ud af huset med 2 beboere, 2 piger på 13 og 14 år, der begge er mentalt retarderede, den yngste uden talesprog. Vi ville køre med husets bus hen til en legeplads, hvor målet var, at pigerne kunne gå på opdagelse, bruge deres sanser, gå en tur i sneen, mærke den kolde vind i ansigtet, måske røre ved sneen. Dette var den påagtede pædagogiske aktivitet.

Da bussen blev kørt frem, manglede den olie og blev kørt i garagen igen. Vi ændre planerne: Vi ville cykle på dobbeltcykel hen ad skovstien, men cyklen var flad. Nå, vi ændrede planen igen: Vi ville gå ned i husets egen have. Stadig med det samme mål.

Det næste vi foretog os, vil jeg beskrive som den upåagtede faglighed. Det er rytmen, som handler om at forbinde det, der er gået forud med det, der skal ske efterfølgende. Foregår dette forløb hensigtsmæssigt, er det med til at skabe den rytmiske kvalitet.

Pigerne fik overtøjet på og vi skulle ned i haven. Her planlage vi hvor vi satte pigerne, mens de fik deres overtøj på, for hvis de sad sammen, ville de forstyrre hinanden. Den yngste pige ville ikke selv kunne gå hele vejen ned i haven, så vi fandt en kørestol frem til hende. Den ældste skulle gerne følges ned i haven til sidst, for ellers ville vi risikere, at den anden pige skulle gå fordi hende, og så ville det blive svært for hende. Den ældste pige træder også altid ind i skolebussen til sidst, når de skal afsted om morgenen. Det er en praktisk, men ikke uvæsentlig handling, for at lette den daglige rytme.

Da vi var kommet ned med elevatoren og om til den dør, der giver adgang til haven, ville pigen ikke ud af kørestolen (stolen skulle ikke med ud), så jeg endte med at køre den udenfor og låste hjulene. Så kunne pigen selv bestemme, om hun ville være iagttager fra stolen, eller hun selv ville rejse sig op.

Da den anden pige kom ned, gik der ikke lang tid før den første pige rejste sig fra stolen, kom hen og tog min hånd og pegede på en kælk: Så fik hun en køretur. Dét kunne hun lide. Den anden pige fik først håret blæst ind i nogle grene og græd højlydt. Da hun var kommet sig lidt over det, fandt hun en skovl og begyndte at kaste med sneen og grinede højlydt.

Vi voksne blev enige om, at begge piger havde haft en fantastisk lørdag formiddag i haven. Vi syntes, vi nåede i mål med vores intentioner (Den påagtede faglighed): Pigerne gik på opdagelse i haven, brugte deres sanser, gik en tur i sneen, mærkede den kolde vind i ansigtet og var i kontakt med sneen – og havde det bare dejligt!