Følgende link og efterfølgende citater fra artiklen er mit udgangspunkt til næste uges debat.
http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE10003174/som-foraelder-er-man-noedt-til-at-stille-krav-og-foelge-dem-til-doers-uanset-hvad/
Små citater fra teksten:
”Når du har argumenteret og forklaret og lokket med
kærlighed og forståelse, og dit barn stadig ikke vil, er du nødt til at sætte
handling bag dine ord og få din vilje, ellers får du ikke børn, der bærer dine
værdier med sig.”
Er det vigtigt, at mine børn får de samme værdier som mig?
”De fleste forældre er virkelig gode til at bestemme og
holde fast i det, de har bestemt, når deres børn er små, før skolealderen, før
sproget, og før de for alvor bliver gode til at forhandle og til at diskutere.”
Er der noget galt i at bruge barnets sprog og forhandle og diskutere og
slippe ´magten´ lidt?
”Som forælder er man nødt til at stille krav og være parat
til at følge dem til dørs uanset hvad – og jo før børnene lærer det jo bedre.
En forælder bestemmer – indtil barnet er 18 år. Og heldigvis for det.”
Skal børn altid indordne sig? Er det vigtigere at markere hvem der har
magten end at give kærlighed og være samarbejdsvillig? Hvad vil man opnå med
denne magt? Hvor er tilliden?
Hvordan kan man gennem opdragelsens ydre tvang påvirke
en udvikling af barnets selvbestemmelse, der må bygge på indre frihed? Dette
finder jeg paradoksalt.
