Inkluderende pædagogik
Af Bjørk Kjær
Referat af kap.3
Hvad er god praksis?
VIA
pædagoguddannelsen Århus
Hold: PS17sm
Gruppe:
Anne Mette
Sønderskov Nielsen 269217
John Barrett
Nielsen 263943
Opgave modul
1
Vejleder:
Claus Hedegaard Malling
Hvad er god
praksis?
God praksis
diskuteres ofte løsrevet og præget af private og personlige holdninger og ud
fra egne erfaringer. Det ender så oftest med, at konklusionen er, at kvalitet i
pædagogisk praksis ikke kan entydigt vurderes, da mennesker er forskellige.
Her kan vi
så inddrage forskningen, der kan rette opmærksomheden på bestemte områder indenfor
den pædagogiske praksis. Det kunne være forskning, som ser på om pædagogikken
marginaliserer og udstøder visse børn – eller om pædagogikken modvirker
marginalisering/udstødning.
Best practice
På det
pædagogiske område i den offentlige sektor er ”Best practice” en ide om, at der
er bestemte former for praksis (metoder, teknikker, aktiviteter og processer)
som er mere effektive i forhold til et bestemt resultat.
Det giver
god mening set i et forvaltnings- og politisk perspektiv. Det handler om at
sikre, at ressourcerne bruges mest hensigtsmæssigt og effektivt til en given
opgave.
Faren ved
”Best practice” er, at man kan legitimere standardiserede praksisformer, som
ikke tager hensyn til det enkelte menneskes behov eller særlige omstændigheder.
Best
practice er også blevet brugt til at fastholde eksisterende rutiner, systemer
og regler mod ændring og kritik, selv om man ikke kan påvise om det er” Best
practise” der bruges.
Da pædagogik
omhandler forskellige menneskers læring, trivsel og udvikling – er ”Best
practise” kompliceret at beskrive. Derfor er det i bedste fald nok ligheder i
den pædagogiske praksis, der kan beskrives som ”Best practise”.
I
forbindelse med ”Best practise” er ønsket ofte at beskrive en bestemt metode.
Men metode-begrebet inden for det pædagogiske område er sjældent uddybende
defineret.
I
serviceloven er metode en fast og ensartet procedure i fx
sagsbehandling/udredning. At procedurer klargøres og standardiseres er ikke
garanti for høj kvalitet. Metoden kan være udført med dårlig kvalitet eller kan
følges uden forståelse for enkeltprocesserne i forløbet.
I
sundhedsvæsenet er ”Best practise” bedst mulig kvalitet i forhold til
ressourcerne.
”Best
practise” er blevet kritiseret for at fokusere på det middelmådige resultat –
med fokus på simpel imitation og gentagelse frem for det excellente resultat –
som skal opnås med indsigt, udvikling og forståelse.
”Best
practise” tilgangens svagheder har affødt nye forslag såsom ”better practises”
og ”next practise”. Begge er for at understrege, at opgaveudførelsen i
pædagogikken skal præges af kreative og innovative tilgange – det skaber
kvalitetsudvikling.
Den
innovative tilgang (jf Jensen 2005) er nødvendig i dagtilbud, da det
pædagogiske område håndterer processer under unikke omstændigheder og med
relationer. Det er en understregning af, at der findes forskellige veje til
forskellige typer af god eller bedste praksis.
Pædagogisk kvalitet
Kvalitetsdiskussionen
er hæmmet af, at en pædagogisk opgave kan løses godt på flere måder. Det er dog
ikke ensbetydende med, at alle måder at løse opgaven på er lige gode.
Opgaven kan
løses på forskellige lige gode måder med forskellige pædagogiske tilgange og
metoder. Men opgaven kan også løses mere
eller mindre godt uanset pædagogisk tilgang.
Altså kan
pædagogisk arbejde være mere eller mindre veludført indenfor samme
referenceramme og metodisk tilgang.
Kvalitetsdiskussion
i det pædagogiske felt har haft tendens til at omhandle valg af metoder og
tilgange – snarere end om kvaliteten af det gennemførte arbejde inden for den
metode og tilgang der er valgt.
Når man
vurderer pædagogiske tilgange skal de være af samme kvalitet. Man kan ikke
vurdere en dårligt gennemført Montessori-pædagogik (barnets eget initiativ med
pædagog som vejleder) i forhold til en velgennemført godt gennemført Steiner-pædagogik
(tværfagligt miljø og atmosfære skabt og valgt af pædagoger).
God praksis
Med
udgangspunkt i ”Next practice”-diskussionen bruger forfatteren betegnelsen ”god
praksis” – identifikation af veludført og kvalificeret praksis. Den handler om udvikling,
analyse, refleksion og kritisk undersøgelse af egen praksis.
Disse
faktorer er delvist uafhængige af den valgte pædagogiske tilgang. Kvalificerede
og veludførte tilgange, der er innovative og inkluderende giver bedste
muligheder for god praksis i arbejdet med børn med psykosociale vanskeligheder.
”God
praksis” er velfungerende for målgruppen. Den skaber forbedrede muligheder for,
at barnet kan udvikle sig personligt, er i trivsel og fungerer socialt.
Den kan
beskrives på to niveauer
1.Pædagogisk
intervention (indgriben) og handling
2.Pædagogisk
planlægning, evaluering, refleksion, analyse mv.
Opmærksomhedspunkter
Dansk
dagtilbudsforskning har opstillet 5 opmærksomhedspunkter. De gør det muligt at
vurdere kvaliteten af den professionalitet og praksis der dokumenteres, når
forsker møder praksis.
1.Relation
mellem pædagog/medhjælpere, kollegialitetskultur
Dagtilbud er
en arbejdsplads med to forskellige faggrupper, hvor der er en stigning i
antallet af pædagoger i forhold til medhjælpere. Den kollegialitetskultur er
baseret på eksisterende forskelle i arbejdsopgaver og uddannelsesbaggrunde. Det
er en kultur, der er baseret på idealer såsom ligeværd. Dygtighed afgøres ikke
kun af formelle kvalifikationer, men også af praktiske færdigheder –
kommunikative/sociale færdigheder.
Forskning
antyder at pædagoger ofte, for at skabe godt samarbejdsmiljø, kan have svært
ved at fastholde en tydelig professionel identitet omkring deres job.
Ønsket om
godt kollegaskab ses ofte ved at praktiske arbejdsopgaver fordeles mellem
medarbejdergrupperne. Det medvirker til at usynliggøre og underspille pædagogens
særlige kompetencer. Der er også tendens til at pædagogens fagsprog ændres til
hverdagssprog, så alle i personalegruppen taler inden for samme ramme. Medhjælperens
vurderinger, holdninger m.m. betragtes som væsentlige. Medhjælperne kan omvendt
have tendens til ikke bare at måle pædagogerne på deres relationskompetencer
til børn og forældre, men også ud fra hvordan de møder og inkluderer medhjælperne
– og i det usynliggøres kompetenceforskelle ofte. Det er en form for venskabs-rationale.
Hverdagssproget på tværs af faggrupper forstærker problemerne med manglende
præcision, stringens og systematik som formodes at følge uensartet
uddannelsesbaggrund.
Kollegialitetskulturen
er derfor et opmærksomhedspunkt i vurdering af om det er god praksis.
2. Den
kommunikative orden – kommunikationskultur
Hverdagssproget
i dagtilbuddet lægger op til at skabe skel mellem det personligt oplevede
(følte) og det abstrakte, principielle og ukonkrete. Der er en kulturel
forestilling om, at det teoretiske og praktiske er forskellige verdener.
Således opfattes teori nogen steder som noget der ikke er personlig og erfaret
selv af pædagogen.
Skal der
diskuteres gøres det i reglen ud fra generelle antagelser, principielle udtalelser
og grundlæggende værdier. Det skaber
fare for, at der ikke er sammenhæng mellem overordnede pædagogiske principper og
den konkrete pædagogiske handling. Der etables også et tabu omkring den enkelte
medarbejders erfaringer, handlinger og oplevelser, som skærmes mod analyse,
diskussion og kritik.
Således
mangler der kobling mellem det teoretiske og vidensmæssige niveau og det
praktiske-pædagogiske handlemæssige niveau.
Så
kommunikationskulturen i personalegrupperne er et opmærksomhedspunkt.
3. Personalets
medvirken i marginaliseringsprocesser
Dagtilbuddet
kan marginalisere og segregere, dels fordi pædagogikken appellerer til de i
forvejen velfungerende børn og fordi at pædagogerne i forskellig grad
anerkender børn med forskellige forudsætninger. Derfor kan bestemte i forvejen
marginaliserede børn risikere ikke at få den støtte de har behov for. Støttesystemet
lægger op til at fokusere på børns fejl og mangler. Det betyder at pædagoger
kan komme til at betragte børn i et diagnose-perspektiv. Personalets
opmærksomhed på deres rolle i forhold til marginalisering og inklusion – samt
kvalifikationer på området er et tredje opmærksomhedspunkt.
4. Marginaliseringsprocesser
i børns egenaktivitet
Der er ikke
noget forskning der tyder på, at integration og inklusion foregår automatisk,
når børn med forskellige baggrunde og forudsætninger sættes sammen. Det gælder
både funktionsnedsættelser, sociale grupper eller kulturelle baggrunde.
For at
inklusion og integration skal finde sted kræves bevidst og systematisk
pædagogisk arbejde udført af kvalificeret og kompetent personale.
Personalets
bevidsthed om og håndtering af hvad der sker mellem børn er derfor fjerde
opmærksomhedspunkt.
5. Idealer
om hjemlighed og uformalitet
Dagtilbuddet
er et pædagogisk supplement til hjemmet. I dagtilbuddet er hjemlighedsidealet
fremherskende og arbejder ud fra familiære værdier, afslappet personlighed og
åbenhed. Mødet mellem børn og personale forsøges afviklet i en uformel og
ligeværdig tone. Hjemlighedsidealet har på godt og ondt skabt en aura af
familiær uformalitet omkring dagtilbuddet og pædagogers arbejde.
Deraf er
også udsprunget et afgrænsningsproblem – mellem privat og professionel. Det kan
føre til overinvolvering, afmagtsfølelse, udbrændthed hos personalet.
Denne
vanskelighed med at håndtere relationer professionelt i et uformelt og hjemligt
miljø er derfor femte opmærksomhedspunkt.
De første to
opmærksomhedspunkter har især med niveauet for pædagogisk planlægning,
evaluering, refleksion og analyse at gøre.
De er ikke umiddelbart synlige i arbejdet med børn.
De tre
sidste opmærksomhedspunkter kan ses i mødet med børnene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar