Inkluderende pædagogik

    Af Bjørk  Kjær  

  Referat af kap.3

   Hvad er god praksis?

VIA pædagoguddannelsen Århus

Hold: PS17sm

Gruppe:

Anne Mette Sønderskov Nielsen 269217

John Barrett Nielsen 263943

Opgave modul 1

Vejleder: Claus Hedegaard Malling

Hvad er god praksis?

God praksis diskuteres ofte løsrevet og præget af private og personlige holdninger og ud fra egne erfaringer. Det ender så oftest med, at konklusionen er, at kvalitet i pædagogisk praksis ikke kan entydigt vurderes, da mennesker er forskellige.

Her kan vi så inddrage forskningen, der kan rette opmærksomheden på bestemte områder indenfor den pædagogiske praksis. Det kunne være forskning, som ser på om pædagogikken marginaliserer og udstøder visse børn – eller om pædagogikken modvirker marginalisering/udstødning.

Best practice

På det pædagogiske område i den offentlige sektor er ”Best practice” en ide om, at der er bestemte former for praksis (metoder, teknikker, aktiviteter og processer) som er mere effektive i forhold til et bestemt resultat.

Det giver god mening set i et forvaltnings- og politisk perspektiv. Det handler om at sikre, at ressourcerne bruges mest hensigtsmæssigt og effektivt til en given opgave.

Faren ved ”Best practice” er, at man kan legitimere standardiserede praksisformer, som ikke tager hensyn til det enkelte menneskes behov eller særlige omstændigheder.

Best practice er også blevet brugt til at fastholde eksisterende rutiner, systemer og regler mod ændring og kritik, selv om man ikke kan påvise om det er” Best practise” der bruges.

Da pædagogik omhandler forskellige menneskers læring, trivsel og udvikling – er ”Best practise” kompliceret at beskrive. Derfor er det i bedste fald nok ligheder i den pædagogiske praksis, der kan beskrives som ”Best practise”.

I forbindelse med ”Best practise” er ønsket ofte at beskrive en bestemt metode. Men metode-begrebet inden for det pædagogiske område er sjældent uddybende defineret.

I serviceloven er metode en fast og ensartet procedure i fx sagsbehandling/udredning. At procedurer klargøres og standardiseres er ikke garanti for høj kvalitet. Metoden kan være udført med dårlig kvalitet eller kan følges uden forståelse for enkeltprocesserne i forløbet.

I sundhedsvæsenet er ”Best practise” bedst mulig kvalitet i forhold til ressourcerne.

”Best practise” er blevet kritiseret for at fokusere på det middelmådige resultat – med fokus på simpel imitation og gentagelse frem for det excellente resultat – som skal opnås med indsigt, udvikling og forståelse.

”Best practise” tilgangens svagheder har affødt nye forslag såsom ”better practises” og ”next practise”. Begge er for at understrege, at opgaveudførelsen i pædagogikken skal præges af kreative og innovative tilgange – det skaber kvalitetsudvikling.

Den innovative tilgang (jf Jensen 2005) er nødvendig i dagtilbud, da det pædagogiske område håndterer processer under unikke omstændigheder og med relationer. Det er en understregning af, at der findes forskellige veje til forskellige typer af god eller bedste praksis.

Pædagogisk kvalitet

Kvalitetsdiskussionen er hæmmet af, at en pædagogisk opgave kan løses godt på flere måder. Det er dog ikke ensbetydende med, at alle måder at løse opgaven på er lige gode.

Opgaven kan løses på forskellige lige gode måder med forskellige pædagogiske tilgange og metoder.  Men opgaven kan også løses mere eller mindre godt uanset pædagogisk tilgang.

Altså kan pædagogisk arbejde være mere eller mindre veludført indenfor samme referenceramme og metodisk tilgang.

Kvalitetsdiskussion i det pædagogiske felt har haft tendens til at omhandle valg af metoder og tilgange – snarere end om kvaliteten af det gennemførte arbejde inden for den metode og tilgang der er valgt.

Når man vurderer pædagogiske tilgange skal de være af samme kvalitet. Man kan ikke vurdere en dårligt gennemført Montessori-pædagogik (barnets eget initiativ med pædagog som vejleder) i forhold til en velgennemført godt gennemført Steiner-pædagogik (tværfagligt miljø og atmosfære skabt og valgt af pædagoger).  

God praksis

Med udgangspunkt i ”Next practice”-diskussionen bruger forfatteren betegnelsen ”god praksis” – identifikation af veludført og kvalificeret praksis. Den handler om udvikling, analyse, refleksion og kritisk undersøgelse af egen praksis.

Disse faktorer er delvist uafhængige af den valgte pædagogiske tilgang. Kvalificerede og veludførte tilgange, der er innovative og inkluderende giver bedste muligheder for god praksis i arbejdet med børn med psykosociale vanskeligheder.

”God praksis” er velfungerende for målgruppen. Den skaber forbedrede muligheder for, at barnet kan udvikle sig personligt, er i trivsel og fungerer socialt.

Den kan beskrives på to niveauer

1.Pædagogisk intervention (indgriben) og handling

2.Pædagogisk planlægning, evaluering, refleksion, analyse mv.

Opmærksomhedspunkter

Dansk dagtilbudsforskning har opstillet 5 opmærksomhedspunkter. De gør det muligt at vurdere kvaliteten af den professionalitet og praksis der dokumenteres, når forsker møder praksis.

1.Relation mellem pædagog/medhjælpere, kollegialitetskultur

Dagtilbud er en arbejdsplads med to forskellige faggrupper, hvor der er en stigning i antallet af pædagoger i forhold til medhjælpere. Den kollegialitetskultur er baseret på eksisterende forskelle i arbejdsopgaver og uddannelsesbaggrunde. Det er en kultur, der er baseret på idealer såsom ligeværd. Dygtighed afgøres ikke kun af formelle kvalifikationer, men også af praktiske færdigheder – kommunikative/sociale færdigheder.

Forskning antyder at pædagoger ofte, for at skabe godt samarbejdsmiljø, kan have svært ved at fastholde en tydelig professionel identitet omkring deres job.

Ønsket om godt kollegaskab ses ofte ved at praktiske arbejdsopgaver fordeles mellem medarbejdergrupperne. Det medvirker til at usynliggøre og underspille pædagogens særlige kompetencer. Der er også tendens til at pædagogens fagsprog ændres til hverdagssprog, så alle i personalegruppen taler inden for samme ramme. Medhjælperens vurderinger, holdninger m.m. betragtes som væsentlige. Medhjælperne kan omvendt have tendens til ikke bare at måle pædagogerne på deres relationskompetencer til børn og forældre, men også ud fra hvordan de møder og inkluderer medhjælperne – og i det usynliggøres kompetenceforskelle ofte. Det er en form for venskabs-rationale. Hverdagssproget på tværs af faggrupper forstærker problemerne med manglende præcision, stringens og systematik som formodes at følge uensartet uddannelsesbaggrund.

Kollegialitetskulturen er derfor et opmærksomhedspunkt i vurdering af om det er god praksis.

2. Den kommunikative orden – kommunikationskultur

Hverdagssproget i dagtilbuddet lægger op til at skabe skel mellem det personligt oplevede (følte) og det abstrakte, principielle og ukonkrete. Der er en kulturel forestilling om, at det teoretiske og praktiske er forskellige verdener. Således opfattes teori nogen steder som noget der ikke er personlig og erfaret selv af pædagogen.

Skal der diskuteres gøres det i reglen ud fra generelle antagelser, principielle udtalelser og grundlæggende værdier.  Det skaber fare for, at der ikke er sammenhæng mellem overordnede pædagogiske principper og den konkrete pædagogiske handling. Der etables også et tabu omkring den enkelte medarbejders erfaringer, handlinger og oplevelser, som skærmes mod analyse, diskussion og kritik.

Således mangler der kobling mellem det teoretiske og vidensmæssige niveau og det praktiske-pædagogiske handlemæssige niveau.

Så kommunikationskulturen i personalegrupperne er et opmærksomhedspunkt.

3. Personalets medvirken i marginaliseringsprocesser

Dagtilbuddet kan marginalisere og segregere, dels fordi pædagogikken appellerer til de i forvejen velfungerende børn og fordi at pædagogerne i forskellig grad anerkender børn med forskellige forudsætninger. Derfor kan bestemte i forvejen marginaliserede børn risikere ikke at få den støtte de har behov for. Støttesystemet lægger op til at fokusere på børns fejl og mangler. Det betyder at pædagoger kan komme til at betragte børn i et diagnose-perspektiv. Personalets opmærksomhed på deres rolle i forhold til marginalisering og inklusion – samt kvalifikationer på området er et tredje opmærksomhedspunkt.

4. Marginaliseringsprocesser i børns egenaktivitet

Der er ikke noget forskning der tyder på, at integration og inklusion foregår automatisk, når børn med forskellige baggrunde og forudsætninger sættes sammen. Det gælder både funktionsnedsættelser, sociale grupper eller kulturelle baggrunde.

For at inklusion og integration skal finde sted kræves bevidst og systematisk pædagogisk arbejde udført af kvalificeret og kompetent personale.

Personalets bevidsthed om og håndtering af hvad der sker mellem børn er derfor fjerde opmærksomhedspunkt.

5. Idealer om hjemlighed og uformalitet

Dagtilbuddet er et pædagogisk supplement til hjemmet. I dagtilbuddet er hjemlighedsidealet fremherskende og arbejder ud fra familiære værdier, afslappet personlighed og åbenhed. Mødet mellem børn og personale forsøges afviklet i en uformel og ligeværdig tone. Hjemlighedsidealet har på godt og ondt skabt en aura af familiær uformalitet omkring dagtilbuddet og pædagogers arbejde.

Deraf er også udsprunget et afgrænsningsproblem – mellem privat og professionel. Det kan føre til overinvolvering, afmagtsfølelse, udbrændthed hos personalet.

Denne vanskelighed med at håndtere relationer professionelt i et uformelt og hjemligt miljø er derfor femte opmærksomhedspunkt.

De første to opmærksomhedspunkter har især med niveauet for pædagogisk planlægning, evaluering, refleksion og analyse at gøre.  De er ikke umiddelbart synlige i arbejdet med børn.

De tre sidste opmærksomhedspunkter kan ses i mødet med børnene.